GDPR

Vi passer godt på kundernes persondata

 
 
 
 
 
 
 
Guldborgsund Forsyning har altid passet godt på kundernes persondata – og for den sags skyld også medarbejdernes. Og vi har sat en ære i ikke at komme til at kompromittere hverken kundernes eller medarbejdernes ret til privatliv, hvilket er en grundlæggende menneskeret.
 
Alligevel har den nye EU-forordning om persondata – også kaldet GDPR, hvilket står for General Data Protection Regulation – afstedkommet en omfattende selvransagelse på tværs af hele organisationen.
 
Formålet har været at afdække, om vi i tilstrækkeligt omfang lever op til kravene i den nye persondataforordning. Den indebærer nemlig en betydelig skærpelse af kravene til håndtering af persondata i forhold til den danske persondatalov fra 2001, som tidligere regulerede området.
 
Den nye persondataforordning skelner grundlæggende mellem to former for håndtering af persondata:
1. Persondata, som vi har hjemmel til at registrere, opbevare og håndtere i henhold til lovgivningen og fordi det er nødvendigt for virksomhedens drift. Det drejer sig fx om navn og adresse på vores kunder, måleroplysninger, CPR-numre og andre personlige oplysninger.
2. Persondata, der kræver specifikt samtykke fra kunden at håndtere. Det gælder fx data i form af dit mobilnummer, som ligger til grund for vores meget populære sms-service, hvor vi tilbyder at sende en sms, hvis der opstår akutte forsyningsproblemer i dit nærområde.
 
Guldborgsund Forsyning har i mere end et år forberedt sig grundigt på, at persondataforordningen skulle træde i kraft. Bl.a. har vi arbejdet målrettet på at øge medarbejdernes kendskab til og indsigt i begrebet persondata med henblik på at sikre korrekt håndtering af persondata i alle led af organisationen. En del af arbejdet har også handlet om at indgå aftaler omkring udveksling af forbrugsdata med de mange private vandværker, som leverer data til os til brug for opkrævning af spildevandsafgift, således at denne dataudveksling også lever op til kravene i EUs persondataforordning.
 
Hertil kommer, at vi har gennemført en risikovurdering i forhold til vores IT-sikkerhed.
 
Lidt om, hvad GDPR betyder for dig
Den nye persondataforordning trådte i kraft den 25. maj 2018.
 
Generelt behandler vi kun personoplysninger, som er nødvendige for at opfylde de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet. Det vil sige, at du kan være tryg ved, at vi kun indsamler og håndterer persondata, som er nødvendige for vores drift.
 
De væsentligste ændringer som følge af persondataforordningen er, at du som kunde hos Guldborgsund Forsyning har ret til at anmode om indsigt i og/eller berigtigelse eller sletning af dine personoplysninger i det omfang, disse ikke er nødvendige for vores drift.
 
Det gælder især de af dine personoplysninger, som er baseret på et samtykke fra din side. Du har således ret til at få slettet eller rettet disse oplysninger, ligesom du til enhver tid kan tilbagekalde dit samtykke.
 
Du kan læse mere om GDPR og se hele Guldborgsund Forsynings Privatlivspolitik ved at klikke her

Tags: