Følg dit forbrug med vores nye app ”KlimaID”

Vil du følge dit vand- og varmeforbrug så har vi en god nyhed!

Du kan nu downloade vores app, KlimaID, og få fuld kontrol over dit vand- og varmeforbrug.

Med KlimaID får du adgang til en række praktiske funktioner:

  • Overblik over dit forbrug: Se data for både vand og fjernvarme
  • Få besked i appen ved brud eller lækage: Hvis du aktiverer notifikationer i appen og vandmåleren registrerer konstant forbrug i 24 timer eller derover vil du modtage en alarm i appen.
  • Sammenlign dit forbrug: Tjek, hvordan dit forbrug matcher lignende husstande – baseret på oplysninger som husstandsstørrelse.
  • Beskeder fra os: Modtag vigtige meddelelser direkte fra forsyningen.
  • Nyheder lige ved hånden: Følg med i alt det nyeste fra os.
  • Se priser: Få fuldt overblik over dine udgifter.
  • Din økonomi samlet ét sted: Tjek dit samlede forbrug i kroner og ører på tværs af forsyninger.
  • Skræddersyede analyser: Få specifikke indsigter for netop din husstand.

Vi anbefaler at du løbende holder øje med forbruget på din fysiske måler, da der kan forekomme udfald, som bevirker, at data ikke bliver vist i appen. 
Vær opmærksom på, at det altid er dit eget ansvar at holde øje med forbruget.

Spar penge – og hjælp os med at hjælpe dig!

Når du holder øje med dit forbrug, kan du hurtigt opdage, hvis noget ikke fungerer optimalt – og det kan spare dig penge. Samtidig gør det os i stand til at hjælpe dig bedre og hurtigere, hvis der opstår problemer.

Hop med på KlimaID – og få styr på både dråber og kroner!

Sammen kan vi passe på vores miljø og vandressourcer 

Spørgsmål & svar

Du kan hente appen i App Store og Google Play

Søg efter ‘KlimaID’.

Vi kan vise dig data, hvis din bopælsadresse bruger os som forsyning, og har egen hovedmåler. Vi kan altså ikke give dig adgang, hvis:

  • Din bopælsadresse ikke hører under vores forsyningsområde.
  • Din bopælsadresse ikke har egen hovedmåler.
  • Du ikke får vand fra et af vores fire vandværker: Nykøbing F, Nysted, Sakskøbing eller Stubbekøbing (får du vand fra Våbensted vandværk kan du på nuværende tidspunkt ikke se dine data i appen, men det kommer senere)
  • Du har adressebeskyttelse
  • Du bruger MitID kodeviser.

Kan du ikke se dit data, er det fordi din forsyning ikke har målinger på din husstand. Det kan skyldes:

  • Du ikke har en digital måler.
  • Målerens signal bliver ikke opfanget af en antenne, eks. hvis måleren sidder i en kælder, så er det svært for signalet at komme igennem.

Forsyningens system, der gemmer dine timedata beholder kun 13 måneders timedata. KlimaID appen gemmer dog løbende dit data, så med tiden vil vi kunne vise dig stadigt mere data.

Vi kan desuden kun vise dig timemålinger fra det tidspunkt, hvor du har fået installeret en digital timemåler. 

Hvis du har bopæl på adressen og har MitID, kan du frit downloade og benytte appen.

Nej, det gør du ikke.
Du får som udgangspunkt ikke automatisk besked fra Guldborgsund Forsyning i tilfælde af unormalt højt forbrug.
Derfor er det en god idé løbende at holde øje med dit forbrug på måleren, da det altid er kundens eget ansvar at holde øje med forbruget.

Beløbene i appen beregnes time for time for at give dig et godt overblik over hvor du kan spare.

Der kan dog gå nogle decimaler tabt, når man gør det, og derfor kan du komme til at se, at totalerne varierer en lille smule fra din faktura, hvis du sammenligner med en hel fakturaperiode.

Det er til enhver tid din faktura, der er gældende.

Vi har gjort det lidt mere simpelt i appen, og derfor delt priserne op i to hovedkategorier: Faste og variable udgifter. De faste udgifter dækker elementer som Fast bidrag og Investeringsbidrag, mens de variable dækker kWh og m3 priserne.

Vi har desuden hjulpet dig med at identificere besparingspotentiale ved at regne en “motivationstarif” for dig i appen. Den kan du læse mere om under “Læs mere” i appen.

Energinet udstiller dit eldata, og det kan til tider drille lidt. Hvis du oplever problemer, så prøv følgende:

1. Tryk på Godkend knappen i el-delen af appen, og log ind med MitID.

  • Hvis du ender i din browser, så gå tilbage til KlimaID appen.

2. Vælg din elmåler (hvis du har flere, f.eks. sommerhus, så vælg dit primære hjem).

  • OBS: Ser du ikke dit hus, kan det være fordi en anden i husstanden er registreret som kunde ved dit elselskab. Kontakt dem for hjælp.

3. Scroll til bunden og tryk “Tillad adgang” (lad gyldighedsperioden stå som den er).

4. Du kommer nu tilbage i KlimaID appen, og data vil komme ind efter få minutter.

Der ligger en velkomst-besked til dig under Profil. Her står der præcist, hvilke typer husstande du bliver sammenlignet med. Til at starte med er det huse i samme størrelse og alder som dit.

Vi vil løbende opdatere benchmarkgrupperne til endnu mere retvisende grupper, baseret på de forbrugspåvirkninger, du har svaret på, da du satte appen op.

Du vil få en besked, når vi har data nok til at putte dig i en ny benchmarkgruppe.

Vi er bekendt med, at der kan være kunder som ikke betaler vandafledningsbidrag, men som er på tømningsordningen.
Der er desværre en fejlvisning på appen, som betyder, at det ikke er prisen for spildevandsafgift som vises, men fejlagtigt er det prisen for vandafledningsbidrag som fremgår.
Vi arbejder på en løsning, men vi har desværre ikke en tidshorisont for den endelige løsning og beklager denne fejlvisning på appen    

Hvis du har givet tilladelse til at dit elforbrug hentes ind i KlimaID appen og du fortryder denne handling, kan det annulleres på eloverblik.dk
Her kan du se dine fuldmagter, og trække dem tilbage, som du ikke længere ønsker skal være aktive.

Hvis du har fået notifikationen, ’brudalarm – vand’, betyder det, at din vandmåler har registreret meget højt vandforbrug. Det kan være tegn på et rørbrud, hvor store mængder vand løber ud.

Vi anbefaler, at du straks tjekker:

  • Om et toilet løber voldsomt
  • Om en vandhane (inde eller ude) er fuldt åben, så vand fosser ud
  • Om der strømmer vand fra synlige vandrør eller ventiler i dit hus, fx omkring din varmtvandsbeholder, håndvaske m.v.

Kan du ikke selv finde og stoppe årsagen til det høje vandforbrug, kan der være brud på et skjult rør. Vi anbefaler, at du kontakter en VVS’er. 
I mellemtiden kan du lukke helt for vandtilførslen på lukkehanen ved din vandmåler, når du ikke skal bruge vand. Så begrænser du yderligere vandtab.

Du kan derudover se vores video omkring ’hvordan mindsker du vandspild’: Videoer – Guldborgsund Forsyning

Du kan altid se på displayet på din vandmåler, om der er forbrug.
Det gør du ved at tjekke de 4-cifre i venstre hjørne, som er anført med L/h.
Når der ikke er vandforbrug, skal der stå 0000 L/h.

Vær opmærksom på, at det altid er dit eget ansvar at holde øje med forbruget

Hvis du har fået notifikationen, ’læk alarm – vand’, betyder det at din vandmåler har registreret et konstant vandforbrug over længere tid. Det er tegn på en utæthed i installationerne på adressen. Det kan fx være et sivende toilet eller dryppende vandhane.

Du bør tjekke:

  • Om et eller flere toiletter siver/løber. Du kan med fordel følge vejledningen fra Vandcenter Syd her: /faq/test-dine-installationer
  • Om en vandhane (inde eller ude) drypper.
  • Om der konstant siver vand fra ventiler eller sikkerhedsventiler omkring din varmtvandsbeholder/varme-veksler.

Et privat VVS-firma kan hjælpe dig med at opspore og reparere utætheder.

Du kan derudover se vores video omkring ’hvordan mindsker du vandspild’ her: Videoer – Guldborgsund Forsyning

Du kan altid se på displayet på din vandmåler, om der er forbrug.
Det gør du ved at tjekke de 4-cifre i venstre hjørne, som er anført med L/h.
Når der ikke er vandforbrug, skal der stå 0000 L/h.

Vær opmærksom på, at det altid er dit eget ansvar at holde øje med forbruget

KlimaID flyer med QR kode: Flyer

Kontakt

Har du spørgsmål eller brug for hjælp til appen, er du som altid velkommen til at kontakte os på:

Forbrug@guldborgsundforsyning.dk eller
tlf. 72 44 12 12 (mandag-torsdag kl. 9-14, fredag kl. 9-12).