Guide til håndtering af vandmasserne

Vi får meget mere regn i disse år, end de fleste af vores private og offentlige kloakker er bygget til. Sammen skal vi i de kommende år omstille vores systemer til mere regn. 

På denne side får du et overblik over:

  • Hus- og grundejers ansvar 
  • Myndigheders og private aktørers ansvar 
  • Hvordan du kan gøre forberede dig på voldsom regn og vandstigninger 
  • Hvem du kan kontakte, hvis uheldet er ude
  • Hvordan du kan fremtidssikre dit hus og din grund

Husejer
Vi ved, det kan være svært at finde rundt i ansvaret for vores fælles kloaksystem, håndtering af regnvand og kommende klimasikring. En god huskeregel er, at man som grundejer har ansvar for alt, hvad der sker inden for egen matrikel. Det vil sige, at du har selv ansvaret for afløb, kloakker, højstående grundvand og afledning af regnvand på din egen grund. Du skal også selv vedligeholde dræn og vandløb på egen grund samt vedligeholde og forny afløb og kloakker. OBS: hvis du skal lave om på din kloak, skal du være opmærksom på, at du ifølge loven skal bruge en autoriseret kloakmester, og at alt arbejde skal indberettes til kommunen.

Private grundejerforeninger
Private grundejerforeninger har i nogle tilfælde ansvar for afvanding af private fællesveje og private fællesområder. Har din
grundejerforening et sådant ansvar, vil det fremgå af lokalplaner, vedtægter for grundejerforeningen
eller lignende.

Pumpelag og afvandingslag
De har ansvar for afvandingskanalerne samt afvanding inden for lagenes landområder.

Guldborgsund Forsyning
Guldborgsund Forsyning har ansvar for alle de offentlige kloakker, som ligger under jorden, og for rensning af spildevandet. De fleste private kloakker er koblet på det offentlige kloaksystem lige ved skellet til grunden. I enkelte tilfælde kan tilslutningen til den offentlige kloak dog ligge et andet sted end i skellet, og dermed kan detaljerne være anderledes. Det kan du læse mere om her. 

Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune har ansvar for afvanding af kommunale veje og fra kommunale ejendomme. Desuden har
kommunen ansvar for vedligeholdelsen af offentlige vandløb og ansvar for den langsigtede
spildevandsplanlægning.

Når meteorologer varsler kraftige regnbyger, er der nogle ting som du kan gøre, inden regnen kommer.

  • Rens dine tagrender, så blade, kviste og skidt ikke løber ned i tagnedløbsbrønden og stopper denne.
  • Tjek dine tagnedløbsrør og sørg for, at de er hele.
  • Fjern blade og skidt fra dine brønde og kloakker.
  • Rens dine brønde og kloakker med en kloakrenser (kan fås i de fleste byggemarkeder).
  • Hent sandsække og læg de steder, hvor vandet kan komme ind i dit hus. Find information om udlevering af sandsække på guldborgsund.dk/sand
  • Luk vinduer, døre og ventilationshuller i ydervægge.
  • Undgå at opbevare ting på gulvet i kældre eller andre udsatte rum, med mindre det sker i plastbeholdere, der kan tåle vand.
  • Brug afdækningsplast og/eller vandsikringstape til at begrænse risikoen for indtrængende vand under udsatte døre og vinduer.
  • Tjek afløbsristene på vejen ved din grund. Hvis der ligger blade og grene, der forhindrer vandet i at løbe ned i risten, kan du fjerne det. Ser kloakken under risten ud til at være helt stoppet, kan du kontakte Guldborgsund Kommune (offentlige veje).

Hvad gør Guldborgsund Forsyning?

  • Renser og tømmer kloaksystemerne og gør dem klar til en større mængde vand.
  • Forbereder pumpestationer og renseanlæg på store mængder vand.
  • Sikre ekstra vagtberedskab.

Hvad gør Guldborgsund Kommune?

  • Planlægger beredskab forud for de vejrmæssige varsler.
  • Sikrer ekstra vagtberedskab.
  • Sikrer egne ejendomme.
  • Stiller sandsække til rådighed for alle borgere.

Ved akutte problemer på grund af massiv regn eller stormflod, er der nogle ting du selv kan undersøge og ligeledes skal være opmærksom på.

Hvis problemet er udenfor:

  • Hvis vandet fra vejen løber ind på din grund, kan du undersøge, om der er en tilstoppet afløbsrist i vejen, som du kan rense for blade og grene.
  • Det er vigtigt, at private dræn og vandløb fungerer, når der kommer meget regn. Hvis du oplever, at vandet ikke kan løbe frit i de private dræn og vandløb mellem din og naboernes grunde, skal du kontakte dine naboer, så I sammen kan sikre, at I får løst problemet.
  • Vær opmærksom på, at du ikke må lede vand fra din egen grund ned i en offentlig kloak, og at vandet heller ikke må ledes væk, så det er til gene for dine naboer eller oversvømmer offentlige veje.

Hvis problemet er indenfor:

  • Hvis dit toilet ikke kan trække ud, og dine afløb ikke virker, mens det regner, så lad være med at bruge toilet og afløb. Undgå tøjvask, opvask og den slags. Brug hånd- og køkkenvask mindst muligt.
  • Hvis vandet er kommet ind i dit hus, så kontakt dit forsikringsselskab og eventuelt et skadeservicefirma. Hverken Guldborgsund Forsyning eller Guldborgsund Kommune kan hjælpe dig i den situation.
  • Hvis du kan, så læg gerne mærke til, hvordan vandet kommer ind i dit hus. Det er vigtig viden, når du senere skal forebygge, at det sker igen. Det kan være, vandet trænger op gennem et gulvafløb, gennem kældervæggen eller siver ind gennem hoveddøren.
  • Pas på dig selv: Ved oversvømmelser kan regnvand blive forurenet med kloakvand. Det giver risiko for sygdomssmitte, og du skal derfor tage handsker og gummistøvler på, hvis du skal håndtere vandet.

Det gør Guldborgsund Forsyning:

  • Sørger for, at pumperne kører på fuld kraft, så vandet i kloakkerne føres væk så hurtigt som muligt.
  • Sørger for, at der er maksimalt gennemløb i alle ledninger.
  • Fjerner akut opståede propper, der kan blokere for vandgennemstrømningen.

Det gør Guldborgsund Kommune:

  • Sikrer, at der er gennemløb i de offentlige vandløb og afvandingskanaler.
  • Afspærrer oversvømmede veje, fjerner væltede træer, når det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og omlægger trafik, hvor det er nødvendigt.
  • Sikrer, at hjemmeplejen og akutberedskabet kan komme frem.
  • Håndterer problemer med vand på kommunale plejecentre, skoler, botilbud og andre kommunale institutioner.

Nogle gange kommer der mere regn end kloakker, vandløb og afvandingskanaler er bygget til. Derfor kan vi opleve oversvømmelser, selvom pumperne og systemerne kører for fuld kraft, og selvom vi sikrer fri passage i vandløb og kanaler.

Hold dig informeret
Når det ekstreme vejr raser, er det vigtigste råd: Pas godt på dig selv og dine nærmeste og følg udviklingen.

  • Hold øje med meldinger fra politi og beredskab.
  • Hold dig orienteret via lokale medier. Både Guldborgsund Forsyning, Guldborgsund Kommune, Politi og beredskab sender vigtige meddelelser ud via de lokale medier.
  • På Guldborgsund Kommunes hjemmeside og Facebook-profil kan du finde konkret information om lukkede
    veje, omkørsler og særlig information, som kan være vigtig for dig som borger: www.guldborgsund.dk & facebook.com/guldborgsundkommune 
  • På Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk kan du finde gode råd til, hvad du gør efter en oversvømmelse, og hvad du skal passe på, når du håndterer forurenet vand.

Her er en oversigt over, hvornår du kontakter hvem:

Guldborgsund Forsyning:

  • Hvis kloakdæksler på vejene hopper af på grund af for højt vandtryk.
  • Hvis din skelbrønd er fuld af vand (læs mere om skelbrønd under “vigtige ord at kende som husejer”). I så fald kan vi undersøge, om det skyldes en stoppet kloak på den offentlige del af kloaknettet, eller om problemet er på din egen matrikel.

Guldborgsund Kommune:

  • Hvis du opdager oversvømmede eller ødelagte veje, så kommunen kan afspærre vejen og lede
    trafikken væk fra området.
  • Hvis du opdager væltede træer eller andet på offentlige veje, så kommunen kan rykke ud og
    gøre vejene farbare igen.

Politi eller beredskab:

  • Hvis der er akut fare for mennesker eller dyr.

Dit forsikringsselskab:

  • Hvis du har fået vand i huset eller kælderen.. Forsikringen kan som regel hjælpe med kontakt til et skadeservicefirma, hvis der er behov for det.
  • Hvis du er ramt af stormskader.
  • Tjek altid, hvad der gælder hos dit eget forsikringsselskab, inden du ringer. De fleste forsikringsselskaber har råd og vejledning om vand- og stormskader på deres hjemmesider.

Naturskaderådet:

  • Hvis der er sket skader på dit hus og dit inventar ved oversvømmelser forårsaget af ekstreme vandstande i havet, søer og vandløb (stormflod).

Her er nogle gode råd til, hvad du kan gøre for at fremtidssikre dit hus og din grund:

Generelt

Det er de færreste husejere, der kender afløbsforholdene på deres egen matrikel til bunds. Men det kan være en god idé, at du tjekker tilstanden af dine afløb og kloakker, for på den måde kan du måske forebygge problemer.

Indenfor

  • Kloakpumpe eller højvandslukke
    For at undgå at der i fremtiden kommer vand op af et afløb i kælderen, når det regner meget, kan du få installeret et højvandslukke eller en kloakpumpe, der forhindrer vandet i at komme ind. Kloakpumpen kan bruges til aktivt at pumpe vandet væk fra en brønd under kælderen, mens et højvandslukke forhindrer vand i at trænge op i kælderen fra kloakken (tilbageløb). Begge dele skal opsættes af en autoriseret kloakmester, og hvis du vælger at installere et højvandslukke, skal det være VA godkendt. HUSK at kontrollere deres funktion jævnligt, hvis du har en pumpe eller et højvandslukke. Du kan også overveje helt at sløjfe afløbet, hvis du ikke har brug for det.

  • Hvis der siver vand ind gennem væggen eller op fra gulvet

    • Undersøg om terrænet udenfor skråner ind imod dit hus – så kan det også være årsag til problemer med vand i kælderen. I så fald er det nødvendigt at ændre på hældningen eller anlægge dræn rundt om huset.
    • Tjek om tagrender og nedløbsrør er hele. Hvis de er utætte, kan det give så meget vand ved soklen på huset, at det til sidst trænger gennem soklen og ind gennem vægge i kælder eller stueetage.
    • Hvis du har mistanke om utætte kloakrør/installationer under dit gulv eller i jorden lige uden for huset/kælderen, kan du kontakte en vvs-installatør eller kloakmester og få tjekket rørene/installationerne.
    • Det kan også være, at din kældervæg er utæt. Løsningen kan være at give
      kældervæggene indvendigt en vandafvisende behandling. Mener du, at kældervæggen skal behandles for at løse dine problemer, anbefaler vi, at du henvender dig til en murermester.
    • Hvis grundvandet står særligt højt på din grund, er den eneste varige løsning at grave dræn ned rundt om huset og have en pumpe tilsluttet. Der findes også andre tekniske løsninger – du kan få gode råd på videncentret Bolius’ hjemmeside eller af en autoriseret kloakmester.
    • Hæld aldrig fedt i et afløb. Det størkner, og så stopper kloakledningen.

Udenfor

  • Defekte eller for små kloakrør
    Kloakrørene fra dit hus kan med tiden være blevet ødelagt. Eller hvis nutidens vandforbrug ikke passer til eksisterende kloakrør, kan de blive for små. Hvis du ikke kender din kloaks tilstand, så er det en god idé at få en autoriseret kloakmester til at tjekke, om dine kloakrør er i stykker eller for små. Det er især relevant, hvis kloakken er ældre end 30 år. Hvis noget skal laves om, skal du ifølge loven bruge en autoriseret kloakmester, og alt arbejde skal indberettes til kommunen.
  • Skil regnvand fra spildevand
    Undgå overfyldte kloakker og afløb ved at skille regnvand fra spildevand. Regnvandet kan bruges til havevanding, og resten skal sives ned på din grund. Husk, du skal ansøge kommunen, før du laver et anlæg til regnvand.
  • Sørg for at få renset tagrender, kloakker og afløb jævnligt.
  • Skelbrønd
    Hvis du ikke har skelbrønd*, anbefaler vi, at du får etableret en skelbrønd, hvis dit kloaksystem tillader det. Det vil en autoriseret kloakmester kunne vejlede dig om. En skelbrønd kan være med til at fortælle dig, om problemet er hos dig eller på det offentlige kloaknet. Hvis du ikke har en skelbrønd, kan det være svært at afgøre, hvor problemet stammer fra.
    *Se betydning i ordforklaring.
  • Hold øje med jorden på din grund
    Hvis der opstår huller eller lavninger, kan det være tegn på problemer med kloakken. Kontakt en kloakmester, hvis noget ser mistænkeligt ud.
  • Undgå at lægge fliser eller asfalt på store arealer
    Fjern fliseområder, fx ved terrasser eller indkørsler, hvis du har oplevet, at vandet bliver ledt ind mod dit hus. I stedet kan du fx anlægge et regnvandsbed*, faskine*, så græs eller lægge grus. Husk at hvis du ønsker at anvende et regnvandsbed eller faskine, skal du søge om tilladelse hos Guldborgsund Kommune.
    *Se betydning i ordforklaring.
  • Grønne tage
    Etabler eventuelt grønne tage. Et grønt tag er et tag med planter som tagbelægning. De kan optage halvdelen af det vand, der falder på taget, så kloakken aflastes. OBS: Grønne tage kan dog kun bruges på huse med fladt tag eller lav taghældning.
  • Vand fra naboens grund
    Hvis du har problemer med vand fra naboens grund, skal I løse det sammen. Her kan myndighederne ikke hjælpe jer. Du kan læse mere på Bolius’ hjemmeside.

Du kan tjekke de mest almindelige forhold om din grund på enten www.dingeo.dk eller www.klimatilpasning.dk

OBS: Hvis noget skal laves om, skal du ifølge loven bruge en
autoriseret kloakmester, og alt arbejde skal indberettes til kommunen.

Det gør Guldborgsund Forsyning:

  • Opdaterer, moderniserer og udskifter kloaknettet og pumperne løbende, så vi kan håndtere større regnmængder i fremtiden.
  • Justerer kloaksystemet løbende og løser eventuelle lokalt opståede problemer med ledninger og pumper.

Det gør Guldborgsund Kommune:

  • Udskifter løbende vores vejbrønde, når de går i stykker på grund af oversvømmelse. 
  • Skraber vejrabatterne, så vandet bedre kan løbe væk fra vejen.
  • Arbejder med nye materialer, der er mere klimasikre, som for eksempel vejbelægning, der kan opsuge mere vand.
  • Stiller krav til bygherre om klimasikring ved nybyggeri og nye anlæg.
  • Samarbejder med private aktører om større klimasikringsinitiativer, sluser, kystsikring med videre.

I tilfælde af vand på terræn (overfladevand fra mark eller lign. løber på din matrikel):  

Lovhenvisning:
Overfladevand må iht. Vandløbsloven løbe hvorhen det vil ved naturlig afstrømning (ingen terrænreguleringer). Hvis der strømmer vand fra en mark ind på en grundejers ejendom, er det grundejerens eget ansvar at afhjælpe problemet.
Kilde: www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1217

Lovhenvisning:
Du må ikke fortage terrænreguleringer, der er til ulempe for omliggende grunde, f.eks. opfyld el. lign, hvor vand ledes ind til nabo.
Kilde: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/1178

Grundejer (husejer)
Den tinglyste ejer af en privat grund/ejendom.

Rensebrønd
Brønd, der gør det muligt at rense og undersøge kloakledningen. Den sidste rensebrønd på den private del af stikledningen kaldes ofte en skelbrønd.

Skel
Grænsen mellem to grunde eller mellem den private grund og offentlig vej.  

Skelbrønd (rensebrønd)
En skelbrønd er en samlingsbrønd, der placeres på din grund, typisk omkring 1 meter fra skellet til vejen. Skelbrønden forbinder husstandens kloaknet med det offentlige kloaknet. Det er ikke alle, der har en skelbrønd. Hvis man ikke har en skelbrønd, er man koblet til det offentlige kloaknet med såkaldt stikledning.

Både før metrologerne varsler kraftig regn, når det regner og fremtidssikring af dit hus og grund, er det vigtigt at vide, om du har en skelbrønd. Hvis ikke du allerede har en, anbefaler vi at du får installeret en, hvis dit kloaksystem tillader det, da dens rense- og inspektionsmuligheder gør det nemmere at vedligeholde og løse eventuelle problemer med kloakken. 

Skelbrønden giver nem adgang til din del af kloaksystemet og hjælper med at afgøre, om det er dig eller Guldborgsund Forsyning, der skal løse eventuelle driftsproblemer.

Eksempel:

Hvis det ’klukker’ mærkeligt i vasken, når du lukker vandet ud, eller hvis det forsvinder langsomt fra toilettet, når du skyller ud, så kan årsagen være, at kloakledningen er ved at stoppe til. Er det tilfældet, kan du starte med at løfte dækslet på din skelbrønd (rensebrønd), som normalt befinder sig tæt ved vejen. Står der vand i brønden, så du ikke kan se til- og afløb, er der stor sandsynlighed for, at Guldborgsund Forsynings del af stikledningen eller hovedledningen er stoppet. Og så skal du kontakte Guldborgsund Forsyning på 72 44 12 12, der hurtigst muligt sender en spulevogn for at rense ledningen fra hovedledning til skelbrønd.

Er skelbrønden tom, men er kloakledningen alligevel stoppet, kan problemet være, at din del af stikledningen er stoppet. Her vil vi foreslå, at du kontakter et privat spulefirma eller en autoriseret kloakmester for at få skaden udbedret. Du skal selv betale for arbejdet. Er der andre rensebrønde på ejendommen, kan du tjekke disse, for at finde ud af, hvor fejlen er.

Stikledning
Kloakledning, der fører spildevand fra en ejendom ud til den offentlige hovedkloakledning.

Overfladevand 
Regnvand

Tagnedløbsbrønd
Rensebrønd, der normalt findes i forbindelse med tagnedløbsrør. Brønden er ofte forsynet med sandfang i bunden, der skiller sand fra vandet.

Sandfang
Den nederste del af en brønd under udløbet – altså det rør hvor vandet forlader brønden. Sand, blade m.v., som samles her, skal fjernes inden det stopper udløbet.

Regnvandsbed
Med et regnvandsbed ledes regnvandet via nedløbsrøret til et bed af planter fem meter fra huset. 

Faskine
En faskine er et nedsivningsanlæg, der leder regnvand ned i jorden i stedet for at lede det ud i kloakken. Du kan sagtens selv bygge en faskine, og der stilles ikke krav om, at den skal godkendes af en autoriseret kloakmester. Princippet er, at du graver et langt, dybt hul, der kan opsamle regnvandet fra et regnskyl og langsomt lade det sive ud i jorden. Det traditionelle fyld i faskinen er store sten. Men da stenene fylder meget i sig selv, kræver det et forholdsvis stort hul for at give plads nok til vandet. I stedet for bruges i dag ofte en speciel plastickassette, der giver mere plads til vandet og kun kræver ca. en femtedel af gravearbejdet.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du som altid velkommen til at kontakte os på forbrug@guldborgsundforsyning.dk eller tlf. 72 44 12 12 (mandag-torsdag kl. 9-14, fredag kl. 9-12).