Oktober nyhedsbrev 2024

Ny app-løsning til selskabets vand- og varmekunder

Forsyningen arbejder på højtryk med at skifte alle forsyningens i alt 17.000 forbrugsmålere til nye moderne målere. I forbindelse med de nye målere arbejder forsyningen også med en app-løsning, som, når den er klar, vil blive tilbudt forsyningens vand- og varmekunder. Med denne app kan du løbende følge med i dit forbrug. Det betyder, at du kan indstille appen til at give en alarm, hvis der er et unormalt vandforbrug på din vandmåler eller et unormalt varmeforbrug på din varmemåler i form af dårlig afkøling på fjernvarmevandet.

Løsningen giver således dig mulighed for at undgå store efterregninger og også spare penge ved løbende at kunne følge forbruget på telefonen. Forsyningen melder ud til kunderne, så snart app-løsningen er klar til brug.  

Rundvisning i efterårsferien for hele familien

Guldborgsund Forsyning og REFA åbner dørene til en dag fyldt med læring og oplevelser på både Guldborgsund Forsynings nyrenoverede renseanlæg i Nykøbing F. og REFA’s affaldskraftvarmeværk. Arrangementet finder sted mandag den 14. oktober 2024 og er en del af efterårsferiens aktiviteter. Det byder på en dybere forståelse af, hvordan affald og spildevand håndteres og genanvendes i vores samfund.

Tusind tak til alle, der deltager ved arrangementet. Det er dejligt at se så mange interesserede i at lære om affaldshåndtering og spildevandsbehandling.

Inspirationstur til Kalundborg Forsyning

Som nævnt tidligere, tog bestyrelsen i forbindelse med bestyrelsesmødet d. 30. september på inspirationstur til Kalundborg Forsyning for at besigtige deres nye store varmepumpeanlæg til fjernvarmeproduktion.

Anlægget, som har været i drift i en periode, er nu i normal drift og producerer fjernvarme med en kapacitet på 10 MW. På årsbasis svarer dette til ca. 40% af Guldborgsund Varme årlige varmesalg. Varmepumpeanlægget producerer fjernvarme baseret på overskudsvarme, som hentes direkte ud af det varme, rensede spildevand fra Kalundborgs renseanlæg og er en god energikilde og supplement til Kalundborg Forsynings fjernvarme. Novo Nordisk er storleverandør af spildevand til renseanlægget og leverer spildevand med en temperatur på ca. 25 grader, hvilket er ideelt for varmepumpeanlægget.

Guldborgsund Varme arbejder med en idé om et tilsvarende varmepumpeanlæg på selskabets største renseanlæg i Nykøbing F. Den producerede varme fra sådan et anlæg, vil kunne leveres direkte til selskabets fjernvarmekunder.

Ole Bronné Sørensen.
Formand for bestyrelsen i Guldborgsund Forsyning